Information om Air Berlin - opdateret

 

Det tyske flyselskab Air Berlin anmeldte betalingsstandsning (ikke konkurs) den 15. august 2017. Selskabet fortsatte driften og blev ved med at flyve, men på det seneste er en del oversøiske flyvninger blevet påvirket af betalingsstandsningen. Kunderne har enten fået besked om, at deres billetter er ombooket, eller at flyvningen er helt aflyst.

 

Air Berlin skelner mellem billetter købt før og efter betalingsstandsningen den 15. august 2017:

 

Køb foretaget før 15. august 2017

Air Berlin kan pga. betalingsstandsningsreglerne ikke udbetale refusion til kunder, der købte billetten før denne dato. Disse kunders flyrejser bliver derfor enten gennemført som planlagt, ombooket eller aflyst. I tilfælde af aflysning kan du læse om mulighederne for erstatning nedenfor.

 

Køb foretaget efter 15. august 2017

Kunder der købte billetter direkte hos Air Berlin efter denne dato vil få billetprisen refunderet fra Air Berlin, hvis flyvningen aflyses. Hvis ombookning medfører udgifter for kunden, kan kunden søge refusion hos Air Berlin på www.airberlin.com/complaint

 

Rejsegarantifonden kun relevant i tilfælde af konkurs

Rejsegarantifonden har først mulighed for at hjælpe kunderne, hvis Air Berlin bliver erklæret konkurs. I så fald omfatter fondens dækning kunder, der har indgået aftale med Air Berlin om køb af en returbillet fra Danmark til udlandet.

 

Hvis kunder strander i udlandet som følge af en eventuel konkurs, vil Rejsegarantifonden sørge for hjemtransport.

 

Hvis rejsen bliver aflyst som følge af konkurs, kan kunderne søge erstatning for billettens pris - dog med fradrag af en selvrisiko på kr. 1.000 pr. kunde. Erstatningen efter fradraget af selvrisikoen kan blive forholdsmæssigt beregnet (dividende), hvis der ikke er tilstrækkelige midler i fonden til fuld dækning til alle.

 

Air Berlin har aflyst rejsen (helt eller delvist) for en del kunder, som skulle rejse i september måned 2017 eller senere, dvs. mens selskabet stadig er i betalingsstandsning og ikke er erklæret konkurs. Hvis Air Berlin bliver erklæret konkurs, vil disse kunder være omfattet af fondens dækning efter de samme regler som kunder, der først skulle rejse efter konkursen.

 

Betaling med internationalt betalingskort – indsigelse

Hvis du betalte flybilletten med et internationalt betalingskort (fx MasterCard eller Visa) og rejsen bliver aflyst, kan du prøve at kontakte din bank/kreditkortselskab og gøre indsigelse mod betalingen, fordi du ikke har fået den ”vare” (flybillet), du har købt.

 

Flybilletter købt gennem tredje part

Hvis du ikke købte flybilletten på Air Berlins hjemmeside men fx hos et online rejsebureau, er det som udgangspunkt rejsebureauet, der har ansvaret for, at flyvningen gennemføres, ombookes eller refunderes.

 

Men hvis rejsebureauet tydeligt gjorde opmærksom på, at det var Air Berlin og ikke rejsebureauet, du indgik aftalen med, vil du være stillet som kunder, der har handlet direkte med Air Berlin. Det skulle i givet fald fremgå af udbudsmaterialet, købsbeviset og købsbetingelserne, at du handlede direkte med flyselskabet (man kalder det at rejsebureauet har ”taget et agentforbehold”).

 

Pakkerejse

Hvis du har købt en pakkerejse (en rejse med fx fly og hotel), hvor flyvningen er med Air Berlin, er det dit rejsebureau, der sørger for, at transporten bliver gennemført - evt. med et andet flyselskab, hvis Air Berlin skulle blive erklæret konkurs.

 

Hvis Air Berlin bliver erklæret konkurs, opdaterer vi informationen her på hjemmesiden med oplysning om, hvordan kunderne kan anmelde kravet overfor fonden.

 

Du kan læse mere Rejsegarantifondens dækning hér