Eventcom ApS under konkurs - Opdateret 03-06-2021

 

Opdateret 03-06-2021

 

Vi har nu fået afklaret, at kunder, der vil gøre krav gældende mod Rejsegarantifonden vedrørende Eventcom ApS, skal anmelde kravet til fonden.

 

Rejsegarantifonden gennemgår kravene og afgør, om den enkelte kunde er berettiget til erstatning.

 

Du skal have købt en pakkerejse (eller et gavekort på en pakkerejse) på et tidspunkt, hvor Eventcom ApS var registreret i fonden, dvs. inden den 5. december 2020.

 

En pakkerejse består typisk af transport (fx fly) og indkvartering (fx hotel) men kan også bestå af indkvartering (fx hotel) og turistydelse (fx fodboldbillet). Begge dele skal være købt samtidig.

 

Det er personen, der står på fakturaen, der skal anmelde kravet.

 

Når du anmelder kravet, skal du uploade dokumentation for dit krav, dvs.:

  • Faktura/rejsebevis
  • Betalingsdokumentation

Hvis din rejse blev aflyst på grund af Corona, skal du desuden uploade:

  • Fakturaen på den rejse, der blev aflyst
  • Betalingsdokumentation dokumentation for aflysningen (om det var dig eller Eventcom ApS, der aflyste rejsen)
  • Gavekort (hvis du har modtaget et gavekort i stedet for den aflyste rejse)

 

Du kan anmelde dit krav her (link - åbner i nyt  vindue).

 

Vi kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse noget om sagsbehandlingstiden, for der er mange krav, der skal gennemgås. Du hører fra os snarest muligt.

 

---

 

Opdateret 18-03-2021

 

Eventcom ApS, Rønnegade 9 A, 2100 København Ø., CVR-nr. 31467578, blev erklæret konkurs den 12. marts 2021. Kurator er advokat Troels Tuxen, Bech-Bruun, Langelinie Allé 35, 2100 København Ø.

 

Selskabet har været registreret i Rejsegarantifonden fra 2008 og indtil 4. december 2020, hvor selskabets registrering i fonden blev slettet.

 

Hvis du havde købt en pakkerejse hos selskabet, som ikke bliver gennemført på grund af konkursen, vil dit krav være omfattet af fondens dækning. Det samme gælder, hvis rejsen blev aflyst på grund af Covid-19. Vi skal have afklaret, om du skal anmelde dit krav til os, eller om vi via konkursboet kan udbetale til alle kunder, der er berettiget til erstatning. Vi lægger information på hjemmesiden, når det er afklaret.

 

Hvis du betalte med et betalingskort (fx Mastercard), kan du også oprette en indsigelsessag i din bank med henblik på at søge beløbet tilbageført.