Pressemeddelelser

26.05.11 08:26 Alder: 357 dage

Rejsegarantifondens årsrapport 2010

 

Den økonomiske krise, der begyndte i 2008, kunne stadig tydeligt mærkes i 2010 – både i Danmark og resten af verden. I forhold til mange andre brancher i Danmark lykkedes det imidlertid fortsat rejsebranchen at undgå, at der opstod så mange eller så store konkurser, som man ellers kunne have frygtet. En af de primære årsager hertil var rejsebranchens evne til løbende at tilpasse kapaciteten – både hvad angår personale og udbuddet af rejser - til den faldende efterspørgsel, samt villigheden til at konsolidere virksomhederne. 

Fonden måtte i 2010 træde til og udbetale erstatning til rejsekunder i forbindelse med to rejseudbyderes konkurser, og både antallet af konkurser og omfanget af erstatningsudbetalinger var i 2010 væsentligt lavere end de foregående år.

Fondens samlede resultat blev et overskud på ca. 10 mio. kr., hvorefter fondens egenkapital ultimo 2010 udgjorde ca. 80 mio. mod ca. 70 mio. ultimo 2009. Overskuddet fremkommer ved indtægter i form af formueopbyggende bidrag vedrørende flybilletter alene og billeje i udlandet alene samt pakkerejser solgt i 2009 fratrukket erstatningsudbetalinger vedrørende konkurser.

Pr. 1. januar 2010 blev rejsegarantifondsloven ændret, så private kunder nu har mulighed for at tilkøbe en konkursdækning i Rejsegarantifonden, når de køber en flybillet eller lejer bil i udlandet. Det har ikke tidligere været muligt for rejsekunder, der kun købte flybillet eller kun lejede bil i udlandet, at få dækning i Rejsegarantifonden, så der er tale om en væsentlig forbedring for forbrugerne. Det er obligatorisk for dansk etablerede rejseudbydere at tilbyde konkursdækningen, når de sælger en flybillet eller billeje i udlandet til en privat kunde, men det er op til kunden at afgøre, om han/hun vil købe den. Gebyret for konkursdækning er sat til 20 kr. pr. person.

Fonden har udarbejdet en pjece vedrørende de nye regler: ”Ekstra tryghed for 20 kr. – værd at vide, når du køber flybilletter eller lejer bil i udlandet”. Der er link til den på forsiden af fondens hjemmeside.

Indkvartering alene (fx hotel eller leje af feriebolig) er stadigvæk ikke omfattet af fondens dækning, så hvis man kun køber indkvartering, vil man ikke være omfattet af fondens dækning ved en konkurs.

Forbrugerne kan altid ringe til fonden og få oplyst, om en bestemt rejseudbyder er registreret i fon-den, eller om det produkt, de påtænker at købe, er en rejseydelse, der er omfattet af fondens dækning.

Oplysninger om de i fonden registrerede rejseudbydere og om begrebet rejseydelse m.v. findes også på fondens hjemmeside på internettet.