Pressemeddelelser

07.11.11 15:38 Alder: 192 dage

Politianmeldelse af Polsk Jagtformidling v/Bent Paulsen

 

Rejsegarantifonden indgav i februar 2009 politianmeldelse mod virksomheden Polsk Jagtformidling v/Bent Paulsen, fordi virksomheden solgte rejser omfattet af fondens dækning uden at være registreret i fonden.

Herefter erklærede virksomheden overfor fonden, at virksomheden fremover kun ville sælge selve jagtydelsen, mens kunden skulle betale indkvartering direkte til hotellet/pensionen og selv sørge for transport til destinationen. På dette grundlag var Polsk Jagtformidling v/Bent Paulsen ikke registreringspligtig i fonden, fordi jagtydelsen i sig selv ikke udgør en pakkerejse omfattet af fondens dækning. (En pakkerejse består af mindst 2 af disse 3 elementer: Transport, indkvartering, anden væsentlig turistmæssig ydelse. Jagt anses for at være en anden væsentlig turistmæssig ydelse.)

Fonden har imidlertid efterfølgende konstateret, at kunden rent faktisk betaler for både indkvartering og jagt til Polsk Jagtformidling v/Bent Paulsen. Kunden køber således en rejseydelse omfattet af fondens dækning, og Polsk Jagtformidling v/Bent Paulsen er på dette grundlag registreringspligtig i fonden og har afgivet urigtige oplysninger til fonden. Begge dele er ifølge rejsegarantifondsloven strafbart, og fonden har derfor på ny måttet indgive politianmeldelse.