Pressemeddelelser

13.10.11 14:15 Alder: 217 dage

Otium-Travel A/S under konkurs

 

Otium-Travel A/S (med binavnet Otium-Rejser A/S), Åboulevard 11a, 1635 København V., er den 13. oktober 2011 blevet erklæret konkurs ved Sø- og Handelsrettens skifteretten. Kurator er advokat Ole Borch, Bech-Bruun, Langelinie Allé 35, 2100 København Ø. Advokatfuldmægtig Linda á Dunga Brøndum er kontaktperson hos Bech-Bruun.

Selskabet blev registeret i fonden i januar 2011 og udbød hovedsagelig rejser til Tyrkiet. 

Selskabet kontaktede fredag den 7. oktober 2011 fonden og oplyste, at selskabet på grund af øko-nomiske vanskeligheder ikke kunne hjemtransportere ca. 300 kunder, som skulle hjem samme eftermiddag fra Tyrkiet. Af denne grund kunne selskabet heller ikke sende nye kunder af sted samme aften.

På denne baggrund indgav fonden konkursbegæring mod selskabet og sørgede herefter for hjemtransport af de ca. 300 kunder. Herefter er der stadig kunder i Tyrkiet, som er omfattet af fondens dækning, og som skal hjem den 14. oktober 2011 eller senere. Nogle af disse kunder har købt pakkerejser med både fly og hotel. Andre har kun købt en flybillet men tilkøbte en konkurssikring, da flybilletten blev købt, og er derfor omfattet af fondens dækning, så fonden sørger for deres hjemtransport. De kunder, der kun har købt en flybillet og ikke har tilkøbt konkurssikring, er ikke omfattet af fondens dækning, og må derfor selv arrangere hjemtransport.

Der er ifølge oplysningerne fra Otium-Travel A/S ca. 4-600 kunder, som er omfattet af fondens dækning, og som havde købt rejse til Tyrkiet den 7. oktober 2011 eller senere. De kommer på grund af konkursen ikke af sted. Kunderne kan søge det indbetalte beløb refunderet hos fonden, hvis de havde købt en pakkerejse eller en flybillet med konkurssikring. Rejsegarantifonden sender snarest muligt brev til de pågældende kunder med oplysning om hvordan de kan søge beløbene refunderet.

Fonden har løbende fulgt selskabets økonomiske udvikling i form af månedlig regnskabsopfølgning siden registreringen i januar måned 2011. Den løbende opfølgning har ikke givet anledning til bekymring, og så sent som ved opfølgningen for august måned 2011 realiserede selskabet positiv indtjening og havde gode finansielle nøgletal. Fonden er derfor meget overrasket  over, at selskabet allerede primo oktober 2011 var i så store økonomiske vanskeligheder, at selskabet ikke formåede at transportere kunderne hjem og har måttet erklæres konkurs. Fonden vil på denne baggrund anmode kurator om at undersøge, hvordan det har været muligt for selskabet på så kort tid at komme i så store økonomiske vanskeligheder, at driften ikke kunne videreføres.