Pressemeddelelser
Ikke alle flyselskaber er blevet registreret i fonden.
I september måned 2010 afklarede Erhvervsankenævnet den usikkerhed, der havde hersket siden januar 2010, om hvilke flyselskaber, som skulle være registreret i fonden og tilbyde private rejse-kunder konkursdækning på flybilletter.
Erhvervsankenævnet fastslog, at et internationalt flyselskab, som har hovedkontor udenfor Danmark men har et afdelingskontor i Danmark, og som sælger flybilletter med afrejse fra Danmark til kun-der, der befinder sig i Danmark, skal registreres i fonden og tilbyde private kunder konkursdækning i fonden. Hvis kunden vælger at købe dækningen (som pt. koster 20 kr.), vil kunden være omfattet af fondens dækning, hvis flyselskabet skulle gå konkurs.
Fonden krævede på denne baggrund en del flyselskaber registreret. Der er både tale om flyselska-ber, som har afdelingskontor i Danmark og flyselskaber, som er repræsenteret i Danmark af en agent el.lign. Størstedelen af disse flyselskaber er ved at blive registreret i fonden og forventes at kunne tilbyde kunderne konkursdækning inden længe.
Det er imidlertid ikke alle flyselskaberne, som har efterkommet fondens krav om registrering eller har fremmet registreringsprocessen tilfredsstillende. Fonden har besluttet at offentliggøre navnene på disse flyselskaber på fondens hjemmeside. I øjeblikket er der tale om flg. flyselskaber:
• Egypt Air
• JAT Airways
• Norwegian
• Syrian Air
Listen vil fremover løbende blive opdateret, hvis de nævnte flyselskaber bliver registreret i fonden, eller hvis nogle af de verserende registreringssager efter fondens opfattelse ikke bliver fremmet tilfredsstillende.
Siden muligheden for at købe konkursdækning på en flybillet blev indført pr. 1. januar 2010 er der i løbet af de 3 første kvartaler af 2010 ca. 150.000 kunder, som har valgt at købe dækningen og har været ude at rejse. Disse kunder har købt flybilletterne enten direkte hos et flyselskab eller hos et rejsebureau.
Læs mere om de nye regler om konkursdækning af flybilletter på fondens hjemmeside: www.rejsegarantifonden.dk, hvor man også kan søge på, om et bestemt flyselskab eller et bestemt rejsebureau er registreret i fonden, og hvor der er en oversigt over de flyselskaber, som pt. er regi-streret i fonden.
Evt. henvendelse vedrørende denne pressemeddelelse kan ske til Birgitte Fjeldhoff.

